genintegrationDK

Danskerne har forandret sig mens jeg har været væk!

Og danskerne er her defineret som de håbefulde pendlere, der troligt hver morgen dukker op på en station i Hovedstadsområdet med det ydmyge formål at blive fragtet til København. I stenalderen for seks år siden var folk altid skidesure når toget var forsinket. Man himlede som flest op og skældte ud, hvilket naturligvis ikke gjorde togrejsen sjovere for hverken personale eller medpassagerer. Der er sket et skift. Ikke at togene er begyndt at køre til tiden, for det ville være den største løgn. Tværtimod er selv jeg, efter seks år med Air Greenlands udfordringer, dybt imponeret over hvor skidt  det står til. Men folks indstilling er forandret. Om det eventuelt  hænger sammen med de små bestikkelsessedler togtroldene gavmildt deler ud (så man kan få gratis chokolade), eller det forhold at de samme togtrolde ganske givet har været på grundkursus i servicering, og derfor er væsentligt venligere end tidligere, skal jeg ikke kunne sige. Men de danske togpassagerer har fået en slags apatisk ydmyghed overfor konceptet DSB. De forventer ingenting og i særdeleshed ikke at toget kører til tiden. Der er ikke en mine at spore når det pusler i højttaleren og budskabet, ganske forventeligt, lyder at at toget er forsinket 15-20 minutter. Igen. Der er ingen vrede udbrud eller truende knytnæver mod himlen. Folk snakker bare videre, hvis de har nogen at snakke med, eller hengiver sig til en art defokuseret  pausetilstand indtil toget kommer raslende og blæser 150 DB´s bremsehvin ind i folks ører som et særligt ”hej med dig” på DSB-sprog. Man har lært at nøjes. Og affinde sig med DSB som et nødvendigt onde på linje med tømmermænd, regninger og uheldige mandlige studieværter.  

Min pointe er at jeg synes det er sejt. I en tid hvor netop ”tid” fremhæves som den mest kostbare ressource, er det faktisk oprigtig flot at de danske togpassagerer kan lade være med at flippe på tværs, når den ydelse de i øvrigt har betalt for i dyre domme, nærmest konsekvent er en tynd parodi. Faktisk er DSB-pendlerne (i hvert fald på min strækning) potentielle guruer indenfor selvudvikling. Man kunne overveje at brande sig på titler som ”lær at acceptere det uaccaeptable”,  ”kunsten ikke at slå ihjel”, ”25 veje til meditation og trance på en station”, ”2500 forslag til hvordan du kan udnytte ventetid effektivt – alle forslag afprøvet af forfatteren” eller måske bare en nervepirrende drama med titlen ”mine år som DSB-pendler” – gys!  

Og så springer jeg lige til kultursammenligningen. For apropos raslende rædsler har jeg de forgangne år selv foredrevet megen en ventetid i trøstesløse lufthavne/skure på Grønlands knoldede kyst. Afventende, af alle fly, Dash-ens komme og ikke mindst afgang. Hvilket snildt kunne tage et par dage. Hvilket unægtelig er et lidt andet tidsperspektiv end de 10-15 minutter vi i Danmark betragter som skræmmende dimensioner af forsinkelse. Og jeg mener faktisk at jeg til en vis grad formåede at beherske mig, naturligvis bortset fra de gange hvor jeg tog kvælertag på piloter og hvæssende lovede at slå dem ihjel hvis de ikke fik mig ombord på flyveren hjem.

Og her kommer en af kulturforskellene ind; hvad er det  der gør at jeg bliver mindst lige så arrig når DSB fucker up med 15 minutter, som når man sidder grounded i dagevis på et udsted nær Nordpolen???

Svaret må være tid. Tidsforståelsen. I Grønland er der noget i folks mentalitet der også kunne skrives bestsellers om. Noget med at være i nuet og acceptere det man alligevel ikke kan ændre. Og ikke tro man selv er så væsentlig at verden går ned fordi man er forsinket et par timer/dage/ender med at måtte aflyse rejsen. Det tror jeg at jeg lærte en del af - men det har åbenbart været en kende svært at tage med til sydenden af Kongeriget selvom jeg prøver. For basalt set ER det jo latterligt at  bruge sin tid på at være sur og brokke sig. Og langt mere sejt ikke at lade sig slå ud af modgang. En anden forklaring tror jeg handler om ansvarsplacering. Der er filen fløjte mig forskel på om det er en fæl snestorm eller fæl politiker/regering der er årsag til ventetiden. Og jeg er sikker på at grunden til at jeg på stående fod ikke kan sætte ansigt på hvem der er trafikminister ikke er tilfældigt - for jeg håber da for ham at han har lyttet til sit kor af spindoctorer, der formentligt har rådet ham til at holde uendelig lav profil når han nu ikke ser sig i stand til at gøre noget ved det kollektive trafikproblem…

Så thumbs up til pendlerne, dagligdagens helte og rollemodeller - og et ordentlig los til trafikministeren.

”Nu har jeg lavet en blog og mit mål er et indlæg hver anden dag”, proklamerede jeg kækt for et par måneder siden. Det er en kende uklart hvorfra jeg havde fået den vildfarelse at jeg på nogen måde kunne realisere det mål. Alene det forhold at nettet kun virker momentvis (har af samme grund droppet Messenger da folk mistænker mig for at sidde og krampe ned i tastaturet fordi jeg hele tiden ryger af og på) komplicerer jo projektet. Men derudover må jeg basalt set erkende at det er ufattelig hårdt for mig at flytte tilbage til Danmark. Ikke at det er ondt eller forkert – det dræner bare meget energi. At skulle opfinde alting på ny, at være 180% uklar på hvad der skal ske nu og fremover og desuden bo i en murstensskal fyldt med støv og værktøj - men uden eksempelvis bruser og vaskemaskine. På fjerde måned. Med små børn. Og hvor er lige det der nummer man ringer til når man ikke gider mere? Hvor er feen med tryllestaven eller den omsorgsfulde voksenven der siger så-så og fikser det hele. Uden at det skal lyde dramatisk synes jeg faktisk at jeg periodevis har været der hvor jeg bare ikke gad det mere. Men det er meget interessant – for hvad kan man gøre når man konstaterer at man har samtlige stresssymptomer i verden og ikke orker noget som helst længere? Tja, ikke en bjælde. Der findes ikke den der pauseknap man lige kan trykke på og melde sig ud af Onde Verden indtil alting er blevet lidt nemmere. Man får ikke lov at slippe for at være alvorlig-voksen-med –ansvar.Jeg er dog ikke dummere end at jeg har forsøgt at køre så meget som muligt ned i gear mens det har været værst – og derfor har bloggen altså ligget stille. For selvom jeg havde adskillige nærmest færdigfabrikerede indlæg oppe i hovedet lykkedes det mig altså ikke at mobilisere energien der skulle til for at få tanker til taster… Og nu bør jeg nok lade mig belære af erfaring og derfor ikke slutte dette indlæg af med et kækt ”nu er jeg tilbage”. I hvert fald ikke uden at tilføje et ”måske”…

Inden jeg flyttede til Danmark havde jeg svulstige fantasier om et liv med overfyldte frugtskåle og et køleskab bugnende med grøntsager. Jeg forestillede mig i umiddelbar forlængelse hvordan kiloene ubesværet ville rasle af mig, mens jeg nynnende syede tøj ind og drak postevand i rigelige mængder. Jeg har naturligvis stadig en forestilling om at dette scenarium vil blive til virkelighed!

Der er bare lige et par enkelte ting der skal på plads først. Herunder et køkken der stadigvæk er under konstruktion (men dog fungerer som hostel for en række uidentificerede klamme insekter jeg forbinder med dårlig køkkenhygiejne).

Pt. praktiserer jeg gerne (mindst) seks usunde om dagen, er kommet på fornavn med alle de forkerte (pizzamanden, bageren og cafe-ejeren) men ingen leverandør fra Årstiderne eller gårdsalgsbutikker i området. Den største motion jeg får er, når jeg i en art ormedans kæmper for at lukke mine bukser om morgenen. Og det mest fornuftige jeg kan sige om den, unægtelig noget triste, tilstand er høhø-mantraer som ”form er noget man har kager i” og ”kondi er noget vi drikker”…

Jeg synes bare folk i Dk er enormt tynde – hvis de ikke er enormt store… Selv hører jeg til dem der har smidt rigtig mange kilo. Bl.a. 25 efter hver graviditet (hvor jeg i øvrigt begge gange tog 26 på). Og dertil mange, mange små kilo ind imellem. Som sjovt nok altid vender tilbage, evt. med nye venner. Men samlet set er det ok. (Nu hoppede jeg lige på vægten og har tilsyneladende alligevel tabt mig af at flytte til Danmark, så bare glem ovenstående).

Det svære at vænne sig til for mig som semi-nydansker er, at vægt tilsyneladende betyder enormt meget i Danmark. Kilo er nærmest omvendt proportionelle med succes. Det er ligesom at folk går rundt med en BMI-scanner som de lige kører op og ned af en, og umiddelbart efter falder dommen. Nu kommer jeg også fra mange år i en kultur hvor vægt, eller mangel på vægt, ved grød ikke har været et succesparameter. Det var faktisk noget folk var ret ligeglade med – uanset hvilke proportioner de var udstyret med. Og hvor man sagtens kunne blive piftet af selvom man var iført keddeldragt og lugtede af hund og fisk…

“Hvad fanden er det…?” var den spontane kommentar, da flyttemand fra Øbro klippede forseglingen på vores container og åbnede den. Selv stod jeg på passende afstand med kamera for at forevige øjeblikket hvor vores rejsegods ankom til domicilet i Danmark. Der florerer mange fantastiske historier om flyttegode tur/retur Grønland og umiddelbart havde jeg ikke speciel lyst til at peake hitlisten. Umiddelbart efter væltede madras ud i hovedet på flyttemand, der vaklede bagover og spruttende rød i hovedet forsøgte at afholde madras fra at overfalde ham. Nu mente jeg ikke at madras var speciel tung og mit gæt var at flyttemand var rimelig stærk, så noget var galt. Det viste sig at politisk korrekt madras havde valgt at tage personligt ansvar for at undgå stigende vandstande på grund af klimaforandringer. Madras havde derfor valgt at absorbere halvdelen af Atlanterhavet. Synes personligt det var overdrevet - den kom jo ikke med fly eller noget andet miljøbelastende. Brugte derefter et par timer på at lege gætteleg sammen med flyttemænd. Jeg havde ikke selv stået for nedpakningen og var lettere uforstående overfor beskrivelse af indhold på papkasser. Blandt andet kunne jeg undrende konstatere at vi havde hjembragt en papirklipper. Det dækkede så over en køletaske. Og så fremdeles med de knapt 200 kasser der udgjorde vores samlede inventar.

Efter jeg i snart et halvt år på intet tidspunkt har været sammen med samlet inventar pga et langtrukket flytteprojekt (og efterfølgende forsvundne toldpapirer x to) er jeg blevet fristet til at reflektere lidt over ting. Jeg kan godt lide udtrykket “er det dig der styrer tingene eller tingene der styrer dig?”. For ting er jo bare ting. Og selvom der både er brugs- og affektionsværdi forbundet med at eje ting, tror jeg vi mange gange ejer ting af andre årsager. F.eks. tryghed og prestige. Og hvad dækker det i virkeligheden over af udækkede behov?

I Grønland havde vi en bil. Den var praktisk til de forhold der var, prismæssigt ok når vi fik den brugt fra Canada, og det var årsagen til at vi valgte den. Nicht weider. Nu kan jeg se at folk fjoller rundt i og nord for København i lige præcis den type bil, og der er sgu ikke nogen på Strandvejen der har brug for 4 hjulstræk og terrængående egenskaber. Ergo må det handle om noget andet. Hvis man vil vise man har penge er det ok med mig. Hvis man vil vise man er en succes synes jeg den kradser. For handler succes om ting? Det er sgu et farligt lighedstegn at sætte. Men hvis jeg skal være ærlig; nu hvor Ground Zero er begyndt at ligne et hus, der så småt skal til at indrettes, kan jeg heller ikke selv lade være med at synes at det vil være helt ok hvis Bo Bedre kigger forbi med et kamera når vi er færdige. Øv! (Det skal her pointeres at det ikke er særlig sandsynligt. En fotograf var forbi den anden dag for at tage et billede af mig til en artikel jeg har skrevet, og hun mente helt bestemt at det fjerneste hjørne i den vildtvoksende have var det eneste sted der egnede sig til offentliggørelse…).

Kulturchok 2: Hvis jeg skulle lave verdens længste liste, måtte det være listen over valg. Her tænker jeg ikke engang dybere eksistentielle valg i tilværelsen, men de valg man bliver nødt til at forholde sig til når man køber ind til dagligdagen i Danmark.

Skal man vælge discount eller en lækker større butikskæde. - Eller skal man gå efter specialbutikker, handle etnisk, på gårdudsalg, støtte lokale eller få maden leveret ved døren via netbutik? Allerede her står jeg overfor flere valg end jeg samlet set har skullet foretage mig i mine seks år udenfor DK. I hvert fald på fødevareområdet.

Et besøg i et større supermarked afføder også en række valg i forhold til f.eks. økologi, bæredygtighed, tremmekalve, burhøns, delikatesser overfor discount. Og er der nogen sikkerhed for at en dyr vare er bedre og mere etisk produceret end en billig…? Derudover kan jeg ikke undgå at blive konfronteret med muligheden for også at købe tøj, bøger, køkkensager, musik og spotvarer af enhver art. Mens jeg egentlig bare gerne vil have nogle kartofler. Hvilket også afføder en masse valg.

Her ville jeg gerne have en voksenven, der lige kunne ridse indkøbsregler op fro DK anno 2007.

Ser pludselig mig selv argumentere påfaldende ofte med pænhedsprincippet. Knapt så intellektuelt og ikke noget fortids-mig ville have elsket at se i spåkuglen for 2007.” Njamen det er jo en pæn flaske, haps den tager vi”. For hvor meget tid og energi er det lige jeg gider bruge på disse valg?

Eftersom jeg pt i min genintegrerings-proces stadig er lidt segment-løs, er jeg også uklar på om det segment jeg på et tidspunkt vil lande i overhovedet synes det er smart at købe sine leggings hhv. stegepande i Føtex? Hip-faktoren spiller ind, fornemmer jeg… ”Folk der tager på picnic med en kasse fra Årstiderne er dobbelt seje”, blev jeg belært for nylig. ”Dels fordi de handler dyr økokvalitet og dels fordi de overvinder smerten ved at slæbe rundt på en trækasse med splinter stikkende ud i alle retninger for at flashe det”. Hvad hvis man går rundt med en plasticpose fra Føtex? Eller Fakta?

Derudover fornemmer jeg en tendens i retning af at den øgede økonomiske velstand har affødt dels en voldsom materialisme og dels en enorm kvalitetsbevidsthed, hvor sidstnævnte mest handler om en slags ”intet er for godt til mig/dig (forbruger)”. Sad for nylig i sommerhus med en veninde og kom til at kigge på en længere udredning på franskbrødets emballage. Der var nemlig ikke, som vi fejlagtigt havde troet, bare tale om et brød. Næ, vi skulle da ikke undgå at vide fra hvilken toscansk bakke særlige dele af melet til dette helt særlige og unikke produkt stammede. Jeg kan ikke finde ud af hvad det er det skal give mig at vide det. Jeg kan sgu godt smage om brødet smager godt eller ej og den eneste grund til at vide hvad der er i det er hvis jeg led af allergi eller mistænkte det for at være fyldt me E-numre. Oplevelses-mad fristes jeg til at kalde den slags produkter.

Dette skal ses i lyset af, at jeg i seks år som udlandsdansker grundlæggende har måttet leve af hvad der tilfældigvis var på hylderne i byens butik. Det eneste jeg skulle forholde mig til var om der tilfældig var den vare der nogenlunde matchede/erstattede mit ønske og i øvrigt ikke var overskredet sidste holdbarhedsdato med mere end et par uger. Og chancen for at komme hjem med færre varer end ønsket var omkring 500 % større end det modsatte. Glæden over at have en vare man virkelig gerne ville have, kunne nemt udfordre ens ulækkerheds-tærskel. ”Hvornår plejer du at kassere madvarer?”. ”Njaa, jeg plejer at sige tredje gang jeg skal skrabe mug af overfladen er den ved at være der”, svarede en i øvrigt velfungerende og ganske normal bekendt.

Læste Politikens In/Out liste og der stod noget i retning af: ”Folk der siger deres job op uden at have et andet er sejere end løvetæmmere”. Nu tænker jeg på hvor sej man kan blive. I disse dage modtager jeg min sidste løn og har pt ikke udsigt til, eller planer om, et andet job. Derudover er jeg ikke medlem af en A-kasse og får derfor heller ikke dagpenge. Dertil kommer huskøb for flere millioner. Og ansvar for to små børn som foretrækker i hvert fald tre daglige måltider.

Vil ikke benægte stressfaktoren i at fremtiden primært består af en række spørgsmålstegn i et land som jeg i øvrigt ikke helt kender.

Men i mit tilfælde er det nødvendigt med en tænkepause, hvor der bliver mærket rigtig godt efter. Og det føles egentlig lidt smårebelsk befriende at gøre noget andet end det korrekte og sikre. At frigøre sig en stund fra de normer og regler som vi har en tendens til at underlægge os og gøre til rutiner i hverdagen. Og i stedet stoppe op og stille de vigtige spørgsmål om værdier og mål livet. Og ikke mindst give tid og plads til at vente på at finde de svar der kommer til at afgøre hvad der fremover skal ske.

- Hvem kan i øvrigt ikke have brug for at føle sig lidt smårebelsk når man lige har stemplet ind til A4-liv på en villavej i Hovedstadsområdet efter seks år på eventyr?

Jeg stødte på det råd, at man som hjemvendende skal lade være med at brokke sig over det danske vejr. Det giver jo meget god mening. Jeg oplever det sjældent selv som en fornøjelse at sidde bleghvid og middelsvært desperat, for dertil at blive konfronteret med solbrune og overskudsagtige feriehjemvendte bekendtskaber.

Men i Danmark tales der altså meget om vejret og jeg får lyst til at tale med. Jeg kan især konstatere at vejrudsigterne har bredt sig, i mængde og omfang, og ser undrende til mens meteorologerne multitasker mad og sommerstemning mens de, ind imellem, fortæller at det også bliver regn i morgen. Og det kan jeg kun huske at de siger fordi de siger det hver dag – for generelt føler jeg mig mere klar på tilberedning af specialiteter fra Svendborg-egnen end vejrprognonsen for morgendagen efter en omgang all-in-one vejrudsigt.

Derudover er vejret jo den klassiske ice-breaker når man står overfor et mere eller mindre fremmed bekendtskab. Og i de situationer er det som udgangspunkt helt ok at brokke sig. Faktisk er det svært irriterende når man står og ryster sig som en hund i sin fejldisponerede beklædning, og Hr. tilfældig besvarer ens utilfredshed a la ”Der er jo ikke dårligt vejr, kun dårlig beklædning”.

Men der er jo en tendens til at vi som danskere gerne må sige nogle ting, som udlændinge får smæk for at mene noget om. Især hvis det handler om at forholde sig kritisk til noget i Danmark. Jf. det velmente råd er jeg lidt i tvivl om hvilken at kategorierne dansk eller udlænding man tilhører som hjemvendt udlandsdansker, og om det er ok eller ikke ok at mene at denne sommer er en kende fugtig. En mini-identitetskrise kan det vist kaldes.

Under alle omstændigheder valgte jeg at satse sikkert og bide tænderne sammen da landingshjulene ramte swimmingpoolen i Kastrup. Imidlertid blev den dag jeg vendte hjem, starten på det der officielt kaldes denne sommers regntid! Og de efterfølgende uger måtte jeg måbende se til at regnen væltede ned, mens alle nedbørsstatistikker blev slået og det blev den vådeste juni, den vådeste Roskilde festival, den vådeste juli (so far…), de vildeste oversvømmelser, det heftigste tordenvejr etc.

Hvad gør man i Danmark når det er dårligt vejr…? Hygger! Noget med stearinlys, nybagte boller, en dvd og et tæppe. Engang jeg var på Færøerne undrede jeg mig over de kæmpestore huse. ”Det er fordi det altid er dårligt vejr, så folk er indenfor det meste af tiden”, lød svaret. Det er noget med at kunne trække sig tilbage og skabe en kvalitet i at være inden døre. Nu er der bare den detalje at mit hjem pt er en byggeplads, der på ingen måder kan associeres med hygge eller livskvalitet. Og det forhold at jeg ikke kunne trække mig indenfor og skabe et værdigt alternativ til syndfloden affødte en grundstemning der bedst kan sammenlignes med de stakler på Roskilde, der endte med at smide håndklædet i mudderet og tog hjem. Der var bare ikke noget hjem for mig. Så i stedet satte jeg mig i fosterstilling og ynkede. Kulturchok nr. 1.

Efter seks år i udlandet er jeg nu landet på dansk jord igen og skal i gang med Projekt Gen-integrering. Og hvor skal man starte - når alting er forandret, inklusive en selv, og alle de faste holdepunkter som job, netværk, bolig og hverdag skal genfindes i nye rammer? Fremtiden er en række åbne spørgsmål og nuet føles til tider som et vakum. Men netop det forhold at ingenting er defineret giver også en kæmpe frihed, der bedst kan sammenlignes med den dag studenterhuen blev presset ned over hovedet og verden lå åben. Da jeg flyttede fra Danmark var der ingen der bloggede - i hvert fald ikke hvad jeg ved af. Så Projekt Gen-integrering kan meget passende starte her i min blog, der kommer til at handle om hvordan jeg oplever Danmark 2007 og min egen proces med at finde mig selv her.